Hvordan fungerer Elforbundet.dk?

Elforbundet.dk har eksisteret siden 2011, hvor vi første gang samlede danskerne for i fællesskab at presse elselskaberne på prisen. Siden da har vi hvert år gennemført budrunder, hvor elselskaberne konkurrerer om at tilbyde vores medlemmer attraktive priser og vilkår.

I 2022, 2023, 2024, 2025 og 2026 lykkedes det os at forhandle rabataftaler helt uden abonnement og pristillæg til elselskabet. Medlemmerne betalte alene elbørsens timepris samt afgifter og transport. Det har gennem årene givet betydelige besparelser sammenlignet med, hvad danske elkunder i gennemsnit har betalt.

Hvordan forløber en budrunde?

Hvert efterår inviterer vi elselskaberne til en budrunde, hvor de konkurrerer om at tilbyde vores medlemmer attraktive priser og vilkår.

Vi stiller en række krav til elselskaberne for at sikre en gennemskuelig og fordelagtig rabataftale:

  • Abonnementer og pristillæg skal være så lave som muligt.

  • Der må ikke være skjulte eller obligatoriske ekstraomkostninger.

  • Medlemmerne skal have mulighed for at betale deres elregning uden gebyrer.

  • Rabataftalen skal være uden binding.

  • Certificeret klimavenlig el skal være inkluderet uden merbetaling.

Elselskaberne konkurrerer herefter om at tilbyde det laveste pristillæg til elbørsens pris inden for de øvrige krav, vi stiller.

På den måde kan vi sammenligne tilbuddene på et ensartet grundlag og vælge en rabataftale med attraktive priser og vilkår.

Hvorfor vil elselskaberne sælge el uden fortjeneste?

Elselskaberne kan have flere gode grunde til at tilbyde særligt attraktive priser gennem Elforbundet.dk. Den vigtigste er muligheden for at få adgang til en stor gruppe elkunder på én gang uden selv at skulle bruge betydelige beløb på reklamekampagner og telefonsælgere.

De sparede markedsføringsomkostninger kan elselskaberne i stedet bruge på at tilbyde medlemmerne en fordelagtig rabataftale.

Samtidig får elselskabet mulighed for at øge sin kundebase og opnå stordriftsfordele. Elselskaberne håber naturligvis også, at medlemmerne vil fortsætte som kunder, når rabataftalen udløber.

Vi håber derimod, at du hvert år vil benytte muligheden for at tilslutte dig vores nye fælles rabataftale, så du fortsat får glæde af fællesskabets forhandlingskraft.

Kan det samme elselskab vinde flere år i træk?

Det samme elselskab kan sagtens fortsætte som leverandør til rabataftalen flere år i træk. Det er ikke i sig selv diskvalificerende, at et elselskab allerede leverer strøm til medlemmerne – nærmere tværtimod.

For medlemmerne af Elforbundet.dk kan det være en fordel, fordi overgangen til den nye rabataftale ofte vil kunne ske enklere, når leverandøren er den samme.

SÅDAN KOMMER DU MED PÅ RABATAFTALEN

  1. Udfyld formularen

  2. Modtag information og tilbud

  3. Beslut selv, om du vil aktivere tilbuddet